Forside

Jeg har været ansat i den kommunale dagpleje i 18 år og blev i oktober 2015 godkendt som privat dagplejer/børnepasser, til 5 børn af Faaborg-Midtfyn kommune som fører tilsyn uanmeldt og anmeldt.

Jeg er gift med Tove, som er hjemmegående og i 6 år havde vi dobbelt-dagpleje her hos os. I tilfælde af, at jeg bliver syg, er Tove godkendt afløser. Vi har 4 voksne børn og 4 børnebørn.

Jeg lægger vægt på, at børnene kommer ud hver dag. Vi leger i haven / går ture i området og i skoven, vi tager også på udflugt en gang i mellem. Jeg har en elektrisk ladcykel, som vi bruger til at komme omkring med. Derudover tager vi til gymnastik i Ryslinge.

Ude har jeg en stor sandkasse, et stort klatretårn med rutschebane, legehus og flisebelagte stier, hvor der kan cykles. Jeg har masser af køretøjer, som bliver brugt meget flittigt.

Jeg lægger vægt på, at vi har det rart sammen og børnene lærer at være gode kammerater og lege godt sammen. Jeg lægger vægt på udeliv, sund kost og motion igennem sjov leg. Jeg arbejder på at give børnene de bedste forudsætninger for at få en god motorik og et godt sprog. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene bliver selvhjulpne og klar til at gå i børnehave. Jeg ønsker at have en god dialog og godt samarbejde med forældrene.

I dagplejen har vi forskellige traditioner. Vi maler påskeæg til påske og hænger op på et træ lige over for SuperBrugsen. Vi fejrer børnenes fødselsdage, hvor de får gaver og vi får lidt lækkert. Når det er muligt, inviterer vi alle familier i dagplejen til at fejre det. Til jul laver vi små hemmeligheder og hygger med det i julemåneden.

Overgangen til børnehave forbereder jeg børnene på så godt som muligt. Jeg har samarbejde med lokale børnehaver og vi går på besøg i deres kommende børnehave, hvis det er muligt.

Se mere om, hvad vi laver på Facebook-gruppen